Mit liv som fotograf
Dette er mit liv som fotograf, min måde at opleve verden på.
Fotografens historie…
Ofte går livet ikke som man forventer det.. Min uddannelse er faglært bygningsmaler, men det var ikke der jeg så mig selv arbejdsmæssigt.
Så jeg valgte at lade min passion for at stå bag ved et kamera blive til en rejse i udvikling af tekniske og kreative evner. I 2010 tog jeg springet og gik all-in for at leve professionelt af at være fotograf.
I 2018 fik jeg mit første barn, med min ægtefælle Rie, hvor vores liv tog en uventet drejning. Min ældste søn Rune er født med et syndrom (Takanaushi Kosaki), som kun 19 er registreret med på verdenplan, inklusiv ham. Det var dog ukendt under graviditeten, så vi var indlagt 111 dage uafbrudt fra hans fødsel, da han havde mange komplikationer; hjertefejl (AVSD), væske i hovedet (Hydroscephalus), Epilepsi.
Rune er en fighter og har gennemlevet 3 hjerteoperationer, inden han var 1,5 måneder og et utal af operationer, undersøgelser og behandlinger siden hen. Syndromet er hverken arveligt eller miljøbetinget og vi fik besked om, at det er mere sjældent end at blive ramt af lynet.
Han er en dreng med det mildeste sind, hvor hans fysiske og mentale udvikling ligger mellem 3-6 måneder. Rune har brug for vores hjælp til alt og det er ukendt, hvilken retning udviklingen kan tage og i hvilket tempo. Vi kalder ham vores Special Edition ♥
Livet som selvstændig blev mere kompliceret med en dreng, der til tider er meget syg og indlagt i rigtig mange og langvarige forløb. Min ægtefælle opgav frivilllgt at arbejde og fik tabt arbejdsfortjeneste for at kunne tage sig af ham, så jeg kunne beholde firmaet.
Vi valgte, at livet skulle fortsætte og derfor fik vi et barn mere i 2020, en dreng der hedder Toke og er, af mangel på bedre ord, en “ganske almindelig” dreng.
Hvad mon livet vil bringe os med det 3 barn…? ♥
“At være familefotograf er ikke kun mit speciale - det er min passion. Det er et privilegium at bevare disse skønne, skrøbelige og magiske øjeblikke. For mig betyder det at være specialiseret, at jeg kan fokusere på at dygtiggøre mig og søge efter ny inspiration.
- Fotograf Trine Rosholm